Kend din ringstørrelse

Mange er i tvivl om, hvilke ringstørrelser de bruger. Der er selvfølgelig forskel på, hvilken finger ringen sidder på, men der er også forskel på højre og venstre. Hvis du er højrehåndet, så vil fingrene på højre hånd oftest være lidt kraftigere og omvendt.

For at regne din ringstørrelse ud, skal du bruge diameteren på den givne finger. Den finder du nemmest ved, at måle den indre diameter på en ring du allerede har og kan passe. Så kan du bruge omregnings-skemaet nedenfor til at finde din ringstørrelse.

Hvis du ingen ringe har, så kan du tage et stykke tråd/bånd og lægge det rundt om fingeren, så det sidder til. Marker start og slut på båndet, så du har en hel omgang. Mål længden på snoren/båndet, så har du din omkreds=størrelse, feks hvis omkredsen er 54 mm, så er din ringstørrelse 54.

Vær obs på, at hvis ringskinnen er bred, så skal du lidt op i størrelse ift normalt. Hvis du har en meget smal ring, eller en ring hvor fronten er hul/hvor der er plads oppe under, vil du skulle lidt ned i størrelse.

Din ringstørrelse kan også variere alt efter temperaturen (større når det er varmt/mindre når det er koldt), samt hvis du har tendens til at lagre væske i kroppen.

Silketørklæde-bonanza

Jeg har en meget stor samling af silketørklæder, både vintage og nyere.

Silke er at fantastisk dejligt materiale. Det er let, regulerer temperaturen/varmer, er naturligt og ånd-bart og føles bare dejligt mod huden.

Det tricky ved materialet er, at det er skrøbeligt og nemt trevler, derfor ser man ofte, at kanterne på silketørklæder er rullede. Dette er en god indikation på, at du står med silke i hånden, hvis den lille vaskeseddel er faldet af (hvilket den ofte er, når stoffet har nogle år på bagen).

Man skal være forsigtig med at vaske silke, da enzymer i almindeligt vaskepulver kan opløse de fine fibre i silken, brug derfor altid special-vaskemiddel eller en klar shampoo uden parfume og skyl grundigt for sæberester. Vask altid i hånden hvis det ikke er fed/tyk silke, da stoffet nemt får stræk og bliver ujævnt.

Jeg havde oprindeligt planer om, at have en kategori med silketørklæder i galleriet, men de er vildt svære at tage virkelighedstro billeder af. Desuden er kvaliteten (tykkelse og følelse) af stoffet meget forskelligt, fra fed silke til silke-chiffon, og man er næsten nødt til at have det i hånden. Derfor tager jeg oftest mine tørklæder med på markeder, eller viser dem frem i privaten, men hvis du leder efter noget bestemt, er du altid velkommen til at skrive til mig.

Fifs til når du går på loppemarked

Jeg eeeeelsker at gå på loppemarked! For mig er det skattejagt, hygge, afslapning, nysgerrighed, samtale og nørderi.

Det er meget forskelligt, hvordan folk agerer på et loppemarked og hvad formålet med turen er. Når jeg tager afsted, så er det en blanding af målrettet jagt-instinkt og afslappet tidsfordriv i zen-mode. Jamen er det ikke to helt modstridende ting?? Jo, men begge ting skal være der, for at det gør mig glad!

Her kommer mine bedste råd til, hvordan du får fat i de gode ting og får en god oplevelse:

1) Hvornår skal jeg møde op? De hardcore professionelle møder gerne op lang tid før markedet officielt starter, så hvis du leder efter populære varer som teak-møbler og vintage designvarer, så er det en rigtig god idé at komme tidligt. Hvis du til gengæld går efter niche-ting, småtterier og lave priser, så kan det være en fordel at komme en time før lukketid, da sælgerne på det tidspunkt ofte er ivrige efter at komme af med deres varer.

2) Hvad kigger du egentlig efter? Et loppemarked kan virke temmeligt uoverskueligt, så det kan være godt at fokusere på noget bestemt. Ikke nødvendigvis en bestemt ting, men måske en kategori feks. keramik, glas, tøj eller smykker. Du skal selvfølgelig lade dig overraske og forføre af ting, du slet ikke vidste du ikke kunne undvære, men det er nemmere for hjernen at håndtere virvaret af indtryk, når du har et fokus.

3) Gå efter kvalitet, godt håndværk og ting der æstetisk “kan noget”. Det gode ved brugte kvalitets-ting er, at hvis de er pæne efter 5 års brug, så er de det også om yderligere 5 år. Køb kram der er lavet ordentligt i gode materialer. Et særligt plus ved tekstiler er, at du slipper for overskudsfarve og kemi, da de allerede er blevet vasket og feks. møbler med stof er “dampet af”.

4) Vær venlig overfor sælger og lad være med at snakke grimt om deres ting eller tale tingene ned. Det er selvfølgelig ok at påpege fejl ved en vare, hvis man forhandler pris, men man kan sagtens tale ordentligt.

5) Lad være med at skambyde. Nogle skambyder og kritiserer varerne. De gør det sikkert, fordi de har succes med at finde gode ting til gode priser, men er det dét værd, hvis ikke alle har en god og rar oplevelse? Ikke for mig. Spørg til prisen og hvis det er meget langt fra, hvad du vil give, så siger du bare tak og går videre. Hvis du gerne vil forhandle lidt, så byd tæt på prisen, eller saml flere ting og spørg til en god samlet pris.

6) Du skal ikke købe ting bare fordi det er billigt! Med mindre du er utroligt god til at skille dig af med dem igen, så vil du drukne i ting og upcycling-projekter, så mærk lige efter en ekstra gang, når du forelsker dig. Genbrug er stadig forbrug.

Genbrug FTW!💚💚💚

Det meste af min garderobe består af genbrugstøj, både vintage (som klart er favoritten) og nyere ting til 1/10 af prisen. Når jeg ikke skal ud og investere hundredevis af kroner, så er modet til at købe vilde og farverige ting også større!💥😄 Prøv lige at se denne figursyede vintage-skønhed fra Vera Mont med detaljer i fløjl og glimmer i tæt på perfekt stand👌🏻💖 Jeg måtte slippe “hele” 55 kr for den, det er en brøkdel af, hvad sådan en skal koste på Etsy🙈💸 Da min veninde engang spurgte, om jeg ikke havde noget udklædningstøj hun måtte låne og jeg svarede, at det vist lå i en kasse på mine forældres loft, konstaterede én af mine venner tørt: “Du har sgu da ikke andet end udklædningstøj.”😳😆🌈🌈🌈

Smykkeskrinet -en bog og en udstilling

I 2017 udkom bogen Smykkeskrinet -Dansk smykkekunst 1900-2000 af Jens Ingvordsen, der tager udgangspunkt i en fantastisk samling af omkring 1000 danske smykker fra det tyvende århundrede. Samlingen blev opbygget gennem 40 år af et tysk ægtepar og i 2013 fik Den Gamle By i Aarhus mulighed for at købe den og lave en permanent udstilling. Det er en fantastisk gennemgang af dansk smykke- og kunsthistorie i det tyvende århundrede og både bog og udstilling er -på hver deres måde- en virkelig lækkerbidsken, på både viden og æstetik.

Jeg fik bogen i julegave i 2017 og fik endelig set udstillingen i julen 2018, hermed en kæmpe anbefaling af begge dele.


Brocher

Give it up for brochen!✨ “Brocher er håbløst undervurderet og har desværre et blakket ry som smykkernes konservative kusine.”. Jeg sidder og læser i Pia Storms super flotte og meget anvendelige bog Vintage -sådan får du modehistorie, magi og mening i din garderobe, og kan kun give hende ret❤️ Jeg har en rigtig stor samling brocher, som jeg bruger alt for lidt til hverdag. Hvis du leder efter noget bestemt til dit eget smykkeskrin, er du velkommen til at spørge🤓